Du har måske hørt, at for at kunne træne din hund skal du være dens flokleder, eller at hvis din hund opfører sig på en bestemt måde, betyder det, at den er dominerende. Men passer det? Lad os kigge nærmere på disse udsagn og prøve at forstå, hvor denne analyse af hundeadfærd kommer fra, samt hvilke konsekvenser den har på vores forhold til vores hunde.
Tidlige undersøgelser af dominans hos hunde
Idéen om, at der eksisterer hierarkier blandt hunde, kan føres tilbage til en undersøgelse, hvor en række forskere studerede ulve, der ikke tilhørte den samme familie. Med udgangspunkt i deres observationer udledte forskerne, at ulvene etablerede et lineært hundehierarki for at organisere gruppen. Og eftersom hunde nedstammer fra ulve, antog de, at den samme logik gjaldt for dem.
En af de ansvarlige for denne undersøgelse, David Mech, gennemgik dog sine egne analyser flere år senere. Hans efterfølgende fund indikerede faktisk, at de observerede ulve ikke fulgte den naturlige model. Derfor kunne konklusionerne af hans observationer ikke generaliseres og gælde arten som helhed.
På grund af denne nye analyse taler David Mech ikke længere om hundehierarkier blandt ulve. I stedet taler han om en familieorganisation, der etableres af hensyn til gruppens overlevelse, sikkerhed og trivsel.

Desuden ved vi nu, at hunde slet ikke nedstammer fra ulve. Hunde og ulve deler simpelthen bare en fælles forfader. Samtidig ved vi også, at familiestrukturen hos ulve hovedsageligt er indrettet til jagt og reproduktion. Tamme hunde behøver derimod ikke at beskæftige sig med disse ting.
Hundehierarki – et forældet koncept
Så hvad betyder det for det moderne syn på dominans blandt hunde? Det er i bund og grund uholdbart at antage, at hundes opførsel skulle være hierarkisk bestemt. Og hvis man reducerer forholdet mellem ejer og hund til dette forældede koncept, ender man ofte med en masse misforståelser og fejlfortolkninger.
Tænk på, når din hund hopper op på dig. Hvis du antager, at den forsøger at dominere dig, og du reagerer ved at sætte den i en underdanig position for at genetablere hundehierarkiet, anvender du simpelthen positiv straf. Positiv straf kan i sidste ende stoppe eller reducere din hunds adfærd, men det kan også forårsage utryghed hos din hund.

Som du sikkert allerede har gennemskuet, handler det ikke blot om at opnå et bestemt resultat, men også om at reflektere over, hvordan du er nået frem til det resultat. Og bare fordi noget virker, er det ikke ensbetydende med, at det er godt. Faktisk bør det at opnå resultater aldrig overbevise dig om, at din teori var rigtig. Hvis du vil vide, om din analyse holder, er du nødt til at tage hele processen med i betragtning.
Kort sagt gælder logikken bag hundehierarkiet ikke for hunde, især ikke hvis man forstår deres indlæringsmekanismer. I stedet bør vi forsøge at forstå hundeadfærdens sande natur.

Pas på med at generalisere
Når det kommer til hundetræning, er du nødt til at tvinge dig selv til at identificere situationen så objektivt som muligt. Vi har dog ofte en tendens til at generalisere en hel del, når det kommer til hundeadfærd, i stedet for at beskrive hundens adfærd på en mere nøgtern måde.
For eksempel er det ikke nyttigt at sige, at din hund er stædig. Ved at sige sådan beskriver vi faktisk slet ikke hundeadfærd. I stedet foretager vi blot en vurdering af dens adfærd, og endnu vigtigere – vi gør ikke en indsats for at forstå, hvorfor den opfører sig på en bestemt måde. Dette vil forhindre os i at blive gode til at træne og rehabilitere hunde.
Så hvordan skal du opføre dig over for din hund?
Din hund er et levende, følende væsen, der har sine egne særlige egenskaber. Når du anskaffer dig en hund, så husk på, at du nu skal udforske og forstå en helt anden art samt lære et nyt individ at kende. Det er op til dig at finde ud af, hvad der foregår i din hunds hoved, og definere jeres liv og oplevelser sammen. Det er virkelig spændende at finde ud af, hvad der motiverer din hund, og lære at bruge denne motivation i træningen, så du og din hund kan få et godt og trygt forhold til hinanden.
Vil du gerne lære mere om hundeadfærd fra vores team af Happy Dog Experts? Så tjek alle vores artikler online! Du kan også kontakte os med dine spørgsmål eller holde dig opdateret på vores seneste tips, råd samt spørgsmål og svar ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
